Tjener og selskabs- og konferencetjener

 

Tjenerens arbejde foregår ofte i en travl atmosfære.Det er et udadvendt job, hvor du i høj grad er med til at præge gæsternes indtryk af stedet. Du skal have en god portion psykologisk sans, så du kan tilpasse din omgangsform til de forskellige kunder.

Tjeneren arbejder bl.a. med at dække bord, tage imod gæsternes bestillinger og give dem videre til køkkenet. Så skal du servere det bestilte, skrive regning og modtage betaling.

Du kan arbejde mange forskellige steder som tjener, fra små caféer til store restauranter.

Efter endt uddannelse kan du specialisere dig som sommelier (vintjener) eller bartender.

Du kan også dygtiggøre dig i udlandet på en hotel- eller butlerskole eller blot søge blandt de mange internationale karrieremuligheder.

En tjeneruddannelse er en fordel, hvis du ønsker at fortsætte som steward, purser eller selvstændig.

Selskabs- og konferencetjener
Som selskabs- og konferencetjener kan du arbejde med selskabsservering, planlægning og afvikling af selskaber, møder, receptioner og konferencer.

Du kan også videreuddanne dig til tjener.

Grundforløb                   Hovedforløb (2 år og 10 mdr.)
Evt. praktik 20-60 uger Praktik Skole 10 uger Praktik Skole 10 uger Praktik **)

 

 

 

 

*) Grundforløbet kan erstattes af ny mesterlære

**) Praktik indtil udløbet af uddannelsestiden, maks. 6 mdr. jf. bestemmelserne i hovedbekendtgørelsen.


Hvor lang tid tager uddannelsen?
Uddannelsen tager 3 år og 4 måneder afhængig af grundforløbets længde. Du starter på grundforløbet, der er tilrettelagt så det passer præcis til dig. Grundforløbet har individuel længde og varer typisk mellem 20 - 60 uger. Når du har gennemført og bestået grundforløbet og fundet en praktikplads, kan du begynde på uddannelsens hovedforløb.

Selskabs- og konferencetjener
Uddannelsen er en del af tjeneruddannelsen og svarer til 1. skoleperiode på hovedforløbet samt en praktikperiode.

Hvornår kan jeg starte?
Du kan starte på grundforløbet flere gange om året. Du kan printe ansøgningsskemaet ud her fra hjemmesiden eller kontakte skolens studievejledning, så sender vi det til dig.

Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse, skal du udfylde et særligt skema for at tilmelde dig uddannelsen. Du kan få skemaet på din skole.

Praktik
Du skal selv finde en godkendt praktikplads. Du kan få hjælp til dette i skolens studievejledning. Du kan også søge på skolens jobbørs.

Eksamen/svendeprøve
På Hotel- og Restaurantskolen går man til afsluttende eksamen. Eksamen er projektorienteret og består af en teoretisk opgave samt en praktisk og en mundtlig eksamen. Eksamen foregår i slutningen af sidste skoleperiode.

Kan jeg videreuddanne mig?
Som tjener kan du videreuddanne dig på lederuddannelsen og serviceøkonomuddannelsen på Hotel- og Restaurantskolen.

Kan jeg få merit (dispensation)
Har du relevant erhvervserfaring og vil du søge om nedsat uddannelsestid, kan du søge merit for dele af din praktiske uddannelse.

Grundforløb
Søger du om merit for grundforløbet, skal du ansøge skriftligt. Husk kopi af alle eksamensbeviser.

Uddannelsesleder på grundforløbet
Hotel- og Restaurantskolen
Niels Hemmingsens Gade 24
Postboks 2030
DK-1012 København K

Hovedforløb
Er du fyldt 25 år, når du starter på hovedforløbet, og kan du dokumentere minimum to års relevant erhvervserfaring, kan du søge merit for dele af din praktiske uddannelse og dermed nedsætte uddannelsestiden. Du skal søge skriftligt. Husk dokumentation for arbejde og uddannelse.
Send ansøgning til:

Uddannelsessekretariatet
Fagligt udvalg for (skriv hvilken uddannelse du søger merit på)
Flæsketorvet 60
1711 København V

Voksenuddannelse
Har du to års relevant erhvervserfaring og er du fyldt 25 år, kan du søge om uddannelsen via GVU - grunduddannelse for voksne. Du kan kontakte skolens studievejledning, hvis du vil vide mere om GVU.

Kan jeg få SU?
Hvis du er fyldt 18 år, kan du søge om SU til grundforløbet af din uddannelse.

Du skal søge SU online på

www.su.dk
Du skal søge om stipendium til en "ungdomsuddannelse".

Ny frist for ansøgning
Fra den 1. juli 2010 kan studerende ved ungdomsuddannelser tidligst søge SU:

  • 1 måned før den dato, de kan få SU fra, og
  • når de har fået brev om, at de er optaget på uddannelsen.

 

Sidst publiceret: 4. juni 2010